Skip Navigation
Musik @feddit.dk MummifiedClient5000 @feddit.dk

Iron Maiden - Fear of the Dark (Live)

Bruce Dickinson - Kommerciel pilot, elite-fægter, forfatter, cancer-overlever, generel iværksætter, ADHD hvis ADHD var en person og frontmand i en af verdens største metal-bands - er efterhånden oppe lidt i alderen og hans stemme er nok ikke helt den samme som den var i starten af 80’erne. Onde tunger vil måske også påstå at han heller ikke synger så rent længere.

Bandets lyd er let genkendelig: Bassisten Steve Harris spiller gallop-trioler mens to guitarer harmoniserer over en tredje rytmeguitar og Dickinson skråler indover. Deres koncerter er store sceneshows med håndholdte flammekastere, kostumer, en energisk Bruce der løber rundt som om han stadig var en ung mand og maskotten Eddie the Head som gør en entré på scenen og stavrer lidt rundt. Og selvom det måske virker lidt prol og fodbold-agtigt at skråle “låå lå lå” med på Fear of the Dark-molodien, så føles det bare helt rigtigt når man står der mellem tusinder andre Maiden-fans.

Det første album jeg købte var The Number of the Beast i en brugthandel på Hvidovrevej. Jeg kendte ikke musikken, men jeg synes at sådan noget med djævle og Satan var sejt. (Så man kan vel sige at min interesse for satanisme lokkede mig ud i metal-verdenen). Jeg gjorde mange dumme ting da jeg var ung, men det var et godt valg. Mit bedste Maiden-minde er fra engang i 90’erne hvor de spillede på Orange scene på Roskilde og Bruce syngende kravlede helt op under scenetaget, hang i benene med hovedet nedad i noget gitterværk og moonede publikum. Fordi han er 13 år gammel. (Det lyder jo helt absurd i dag - Metal på Orange scene? Men jeg sværger at det skete).

Legendariske Iron Maiden spiller 9. juni 2025 i arenaen. Billetter her.

Up The Irons!

4
4 comments