Halløj derude, jeg ville høre, om der er nogen, der har erfaring med at bruge GrapheneOS? Jeg har nemlig selv overvejet at begynde at bruge det, men så vidt jeg kan forstå, så er der lidt udfordringer med visse apps, som fx MitID og Google Wallet.
Så jeg ville høre, hvad jeres erfaringer med at bruge OS'et er, og hvordan I bruger MitID og betaling på mobilen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre?🤗 Og er der andre uforudsete udfodringer med GrapheneOS, som jeg ikke har nævnt her?🤔
Jeg har brugt GrapheneOS i 2.5 år. Man kan installere Google Play Services og Play Store i en sandbox, så de ikke har særlige tilladelser i forhold til andre apps. Hvis man gør det, er min erfaring at stort set alle apps fungerer normalt. Jeg bruger dog en MitID nøglering, så jeg kan ikke love at appen virker, men jeg kan godt teste det engang, hvis du er interesseret. Jeg betaler heller ikke med Google Wallet eller lignende, da jeg ikke ønsker at andre end min bank kan se hvad jeg køber. Så det kan jeg ikke sige så meget om.
Personligt har jeg to profiler på min telefon. På min hoved-profil henter jeg de fleste apps fra F-Droid, og resten, som jeg mangler, fra Aurora Store. De fleste apps virker uden Play Services, men jeg har alligevel installeret Play Services pga. nogle få der ikke gør. Har dog fjernet alle tilladelserne (så det ikke engang kan tilgå internettet). Det gør dog stadig at de fleste apps fungerer. Til de sjældne gange jeg har brug for at bruge apps direkte fra Play Store, bruger jeg en anden profil, hvor jeg så også har givet nogle flere tilladelser til Play Services.
En anden ting at være opmærksom på er at uden Play Services (med internettilladelse), er notifikationer fra mange apps (fra Play store) meget upålidelige. Jeg slår de fleste notefikationer fra alligevel, så det er ikke så vigtigt for mig, men mine venner kan godt blive lidt irriteret over mine langsomme svartider. Jeg prøver stadig at få dem til at bruge Signal ;) (hvor der ikke er problemer med notifikationer).
Hvis du har flere spørgsmål, så bare fyr løs :). Jeg har også an masse (open source) app-anbefalinger, hvis det skulle have interesse.
Ift. MitID, så er der vist en gut, der har skrevet om det her: https://gist.github.com/lbschenkel/4199be415f2a139b64688ae74c92a7fc
Det virker til, at der findes versioner, der virker, men spørgsmålet er, om/hvor længe man kan få lov til at bruge en uopdateret version🤷🏻 Jeg har dog også kodeviseren på vej.
Det er et meget godt fif det der med at separere apps i flere profiler. Det vil jeg helt sikkert benytte mig af, når jeg en dag går i gang med projektet :)
Også godt at vide med notifikationerne, det giver egentlig meget god mening, selvom det er lidt træls, mon der findes slags frontend til f.eks. FB messenger, som ligesom kan lave tjek efter nye beskeder i et givent interval?🤔
Det lyder godt, jeg skal helt sikkert nok skrive, hvis jeg får brug for lidt app-anbefalinger😋
Da jeg i sin tid installerede GrapheneOS brugte jeg også MitID appen, men den endte med at lukke mig ude pga. at der var noget bøvl med at Play Services crashede. Men ja, kodeviseren er en fin løsning, og ikke desto mindre en god backup at have, hvis appen skulle fejle en dag.
Med hensyn til notifikationer, så kan man få notifikationer fra en profil vist på en anden. Men det kræver selvfølgelig, at den anden profil står tændt med Play Services kørende i baggrunden konstant. På den måde kan man holde sine apps adskilt og samtidig få notifikationer. Men hvis man ligesom mig ikke ønsker at have en konstant forbindelse til en google server, så er det selvfølgelig ikke helt optimalt.